Mange selvstændige vælger et kontorfællesskab til for at skabe et bedre netværk, styrke motivationen og sikre sig de rette omgivelser for det gode arbejde. Sidstnævnte fokuserer denne artikel på.
Hvis du, som freelancer, er interesseret i at købe plads i et kontorfællesskab, bør netop det optimale fysiske arbejdsrum stå højt på listen over krav. Men hvilke elementer er essentielle for udførelsen af dit bedste arbejde? En række situationer vil udgøre din dagligdag i et kontorfællesskab. For at du bliver tilfreds med dit valg af kontorfællesskab, skal kravene til disse situationer efterleves på en god måde. Ellers kan du lige så godt arbejde hjemmefra.
Når du mødes med kunder
Fordelen ved et kontorfællesskab er for mange, at omgivelserne er professionelle, hvilket forekommer belejligt ved en række anliggender. Hvis du som led i din forretning mødes med kunder og samarbejdspartnere, kan et egnet lokale være en nødvendighed.
Møder kan umiddelbart holdes på caféer, i hjemmet eller på privatkontoret. Hvis ikke alle kan se samme skærm, høre den, der taler, eller befinder sig i omgivelser, der sender det professionelle signal, er mødet så godt som lige meget. Har du behov for faciliteter som projektor, mødebord, printer eller kaffemaskine til at afholde dine forretningsmøder? Hvis ja, bør korrekt mødeudstyr være et vigtigt krav på din liste.
Når du arbejder selv
For de fleste selvstændige foregår en stor del af arbejdsdagen med løsning af opgaver ved computeren. Kontoret skal derfor have de bedste vilkår for, at tiden ved skrivebordet er behagelig og komfortabel samt lægger op til produktivt arbejde.
Kroppen arbejder bedst i naturligt lys. Vær derfor opmærksom på, om kontoret har lamper med stabilt lys og god farvegengivelse. Allerbedst er det, hvis du kan få lys fra et vindue.
Din positur skal støttes af dine omgivelser, og derfor er også stol og bord vigtige komponenter for den gode arbejdsindstilling. Vær opmærksom på, om bordet kan justeres, og om stolen er komfortabel. Ligeledes skal rummet være inspirerende, rart og have god udluftning samt varmesystem. Indeklimaet har stor effekt på din koncentration, arbejdsindsats og arbejdsglæde – så vælg det sted, der bedst passer til dine behov.