For nogle kan det virke fristende at købe kontorlokaler, men langt hen ad vejen er det faktisk en økonomisk fordel at leje lokaler i stedet for at eje dem. Det skyldes blandt andet, at man naturligvis altid løber en økonomisk risiko ved at investere i fast ejendom, som kan falde i værdi. Desuden kan der som ejer være en del uforudsete udgifter, man pludselig skal forholde sig til. Det kan være i forbindelse med generel vedligeholdelse, eller hvis der er noget, der går i stykker. Det kan hurtigt løbe op, og ejer man selv lokalerne, skal man også selv betale for reparationer. Desuden skal der tages tid ud af kalenderen til at få ordnet disse ting, der kan dukke op ud af det blå – og som virksomhedsejer er der altså mange andre ting, man hellere vil bruge sin tid på. Derfor er det nemmere – og billigere – at kunne ringe til sin udlejer, hvis der er noget i vejen med lejemålet.
Derudover vil det faktisk ofte være en fordel at investere noget kapital i andre ting end fast ejendom, og er der nogle penge tilovers i virksomheden, kan du sandsynligvis få mere ud af dem på anden vis end ved at bruge dem på at købe kontorlokaler.
Der er større frihed med lejede lokaler
Ud over det økonomiske aspekt er der også den fordel ved lejede kontorlokaler, at man har en væsentlig større frihed. Det kan især være en fordel i mindre virksomheder, som stadig er i opstartsfasen. Generelt ønsker de fleste virksomheder at vokse, og derfor skal der altså helst være plads til at udvide ved for eksempel at ansætte nye medarbejdere. Har man lejet sig ind i nogle lokaler, er det væsentligt nemmere at skifte lokalitet, hvis der opstår nogle nye behov, end hvis man ejede lokalerne, og det giver altså mulighed for at udvikle virksomheden. Er man låst fast i egne lokaler, kan man hurtigt komme til at stå i stampe, fordi der rent pladsmæssigt ikke er mulighed, for at virksomheden kan vokse sig større.